Struer Borger- og Håndværkerstiftelse

I vedtægterne fra 1927 indgår noget nyt i Borgerforeningens formålsparagraf: Opsparing af en byggefond og deltagelse i styrelsen af Borger- og Håndværkerforeningens Stiftelse i henhold til dennes fundats.

I 1931 fik Borgerforeningen et andragende fra Håndværkerforeningen om et tilskud til opførelsen af en stiftelse med friboliger til ældre veltjente håndværkere i byen, der ikke var under offentlig forsorg. Det oplystes, at Håndværkerforeningen agtede at anvende sin opsparede formue på ca. 5000 kr. til formålet, at firma T.W. Jensens sønner, købmand Niels Jensen og teglværksejer, tidl. borgmester Johs. Jensen havde skænket en byggegrund, og at forskellige institutioner havde tilsagt deres støtte. Grunden var placeret i Torvegade.

På generalforsamlingen diskuteredes andragendet, og da Borgerforeningen i sin formålsparagraf bl.a. havde opsparing af en byggefond, fandt man, at hvis man besluttede at gå ind i dette med en del af formuen, måtte betingelsen være, at Borgerforeningens medlemmer blev kendt ligeberettigede med Håndværkerforeningens medlemmer ved tildeling af friboliger, samt at bestyrelsen af stiftelsen måtte deles ligeligt mellem de to foreninger. Ligeledes ville man forlange, at Stiftelsens navn, som Håndværkerforeningen havde tænkt sig skulle være Struer Håndværkerstiftelse skulle ændres til Struer Borger- og Håndværkerstiftelse.

Bestyrelsen blev bemyndiget til at forhandle videre med Håndværkerforeningen på grundlag af ovenstående, og dersom man blev enige, skulle der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling for vedtagelse.

De to foreninger mødtes den 7. april for at drøfte Borgerforeningens udspil. Håndværkerforeningen viste sig at være villig til at imødekomme Borgerforeningens ønsker, og det vedtoges at begge foreninger skulle indkalde til ekstraordinære generalforsamlinger. Grundlaget skulle være, at begge foreninger skulle stille 5000 kr. til rådighed til formålet, mens restbeløbet skulle søges tilvejebragt ved indsamling.

Hver forening skulle vælge to medlemmer til stiftelsens bestyrelse. De fire valgte skulle så vælge et femte medlem, som skulle være medlem af begge foreninger. Valgene skulle gælde for fire år. Den 13. april holdt Borgerforeningen den ekstraordinære generalforsamling med to punkter på dagsordenen:

Forslag fra bestyrelsen om, at de to foreninger lader opføre en stiftelsesbygning med friboliger for ældre veltjente borgere eller disses enker, samt at anvende 5000 kr. til dette formål. Såfremt dette vedtages, foretages valg af to medlemmer til bestyrelsen for Stiftelsen samt to suppleanter. Generalforsamlingen vedtog enstemmigt planen, og der foretoges valg.

På generalforsamlingen i 1932 oplystes det, at opførelsen af Stiftelsen kostede 34.000 kr. hvoraf de 24.000 kr. var gaver. Restbeløbet skulle optages som lån. Der var seks lejligheder. I stuen mdl. leje 30 kr. På 1. sal var lejen 35 kr. og i tagetagen 20 kr.

På de fremtidige generalforsamlinger skulle formanden for Stiftelsen afgive en fyldig beretning.

I mange år fungerede Stiftelsen godt efter sit formål, og samarbejdet mellem de to foreninger fungerede udmærket, men i halvfjerdserne begyndte det at knibe med at udleje lejlighederne til egne medlemmer, lejlighederne var efterhånden nedslidte og umoderne. Man søgte på et tidspunkt ministeriet om lov til at nedlægge Stiftelsen, men fik afslag. Håndværkerforeningen havde mistet en stor del af sine medlemmer og måtte ophæve foreningen, hvorefter det overdroges Borgerforeningen alene at administrere Stiftelsen.

I 1980, da Ole Møller Nielsen og Andreas Nielsen administrerede Stiftelsen for Borgerforeningen, blev lejlighederne fuldstændig renoverede og fremstod i moderne stand. Nu blev lejlighederne jo dyrere, men da lejerne fik boligtilskud, mærkedes det ikke så meget. Men som årene gik, stod det klart, at det ville blive meget vanskeligt fortsat at leje lejlighederne ud, så man forsøgte igen at få lov til at nedlægge Stiftelsen.

Denne gang lykkedes det. Ejendommen, Torvegade 21, blev solgt, og efter salget blev der et pænt beløb tilbage til Borgerforeningen, som indtil nu er bevaret som et aktiv. En epoke i Borgerforeningens historie var dermed forbi.
Formænd og Æresmedlemmer af Struer Borgerforening

Som tidligere nævnt var konsul Mads Schou foreningens første formand indtil sin død. Hvem der efterfulgte Mads Schou, vides ikke, idet foreningens første protokol ikke forefindes. Men fra 1914-1917 var redaktør Jens Jensen Krarup formand. Krarup efterfulgtes af sparekassebogholder og branddirektør Dubgaard Nielsen, som var formand indtil 1932, hvor han afløstes af trafikinspektør Okkels, som fraflyttede byen året efter, hvor gartner M. Johansen blev formand.

I 1938 fulgte som formand politiassistent P. Graugaard, som i 1941 afløstes af forretningsfører A.Bækgaard Holflod. 1 1948 blev politiassistent P. Graugaard atter formand og blev på posten

indtil 1961, hvor guldsmed Carl Beiter afløste ham og var formand til 1972. Herefter valgtes landsretssagfører A.J. Zachariassen til formand, og han sad i øvrigt i bestyrelsen i 33 år.

I 1980 blev Carl Beiter igen formand, og med tre år på posten nåede han op på sammenlagt 35 år i bestyrelsen. Ny formand i 1983 blev advokat Terkel Ladegaard. 1 1989 valgtes filialdirektør Jørn Erik Jensen til formand, men allerede året efter blev advokat Terkel Ladegaard igen formand indtil 1994, hvor den første kvinde i foreningens historie, assurandør Susanne Lund, overtog formandsposten. I 1999 valgtes salgschef Dan Kronborg. I 2003 valgtes til ny formand tømrermester Henning Pedersen, hvorefter servicechef Bent Kudsk overtog hvervet i 2007 frem til marts 2012.

Redaktør J. Krarup var den første, som udnævntes til æresmedlem. Senere fulgte branddirektør Dubgaard Nielsen, sagfører K.L. Knudsen, snedkermester I.M. Christensen, politiassistent P. Graugaard, slagtermester Peder Jensen, direktør Chr. Pedersen, arkitekt H. Møller Nielsen og guldsmed Carl Beiter.

Den farverige formand

Den person, som udover konsul Schou har betydet mest for Struer Borgerforening, er uden tvivl politiassistent P. Graugaard, som var formand i 17 år og sad i bestyrelsen i 23 år. Derfor vil jeg i det følgende forsøge at tegne et portræt af dette uforlignelige menneske:

Peder Graugaard var født på Thyholm og kom til Struer som politibetjent i 1919. Af skikkelse var han høj og stout, kunne måske virke lidt brysk på mennesker, som ikke kendte ham, men han havde hjertet det rette sted.

Graugaard kunne betegnes som en original, men i ordets fineste betydning. Graugaard tog f.eks. rundt til tilflytternee og bød dem velkommen til Struer, og Borgerforeningen satte han sit helt personlige præg på.

Han kunne således – hvis for få havde meldt sig til den årlige torskespisning – tage telefonen og ringe til en del medlemmer for at sige: De har ikke meldt Dem til torskespisningen, jeg regner med, at det er en fejltagelse, og derfor har jeg nu tilmeldt Dem.

Graugaard kunne godt virke lidt “kantet”, og hans sprog, når han holdt taler, var uforligneligt. Således forekom der på generalforsamlingen i 1956 følgende episode:

Dyrlæge Munch Pedersen udbad sig efter beretningen et kursus i jysk, idet han hævdede ikke at kunne forstå, hvad formanden havde sagt.

Hertil svarede Graugaard:

Jeg agter ikke at aflægge mit jyske til fordel for en dyrlæge fra Sjælland.

Denne bemærkning vakte naturligvis stor morskab og var typisk for Graugaard.

Graugaard og Borgerforeningen var et. Han var initiativrig, men også økonomisk ansvarlig. Der var ingen grænser for, hvor meget han kunne underbyde en teaterdirektør, når der skulle aftales honorar for en teaterforestilling i byen.

Da Borgerforeningen havde besøg af Det kongelige Teater med selveste Poul Reumert, var Graugaard på hotellet om eftermiddagen for at byde skuespillerne velkommen. Da han sad ved kaffebordet sammen med Poul Reumert, sagde denne til Graugaard:

Ja, De må jo have lært rigtig mange skuespillere at kende…

Graugaard replicerede:

Ja, her kommer jo så mange af disse hersens gøglere…

Da der under krigen skulle bygges bunkers i byen, kom der forskellige forslag, bl.a. om at bygge en bunkers på markedspladsen, den nuværende P-plads ved Løvbjerg.

Graugaards kommentar var:

Bunkers på markedspladsen? Nej, der falder ingen bomber på markedspladsen. (Hvad der jo vitterligt heller ikke gjorde.)

Da tyskerne i 1943 udstedte arrestordre mod politiet, gik Graugaard sammen med mange andre kolleger under jorden. Graugaard rykkede ind hos sin broder på Thyholm, men ringede til sine kontakter i Struer og meddelte:

“Jeg er gået under jorden, så hvis nogen skal tale med mig, kan man ringe til Flovlev nr. 69.”

Graugaard blev ikke genvalgt til Borgerforeningens bestyrelse i 1941, hvilket var til stor fortrydelse for ham, men han blev indvalgt igen i 1945 og sagde, at han følte det som en oprejsning for ham. Graugaard var benådet med Dannebrogsordenen og også initiativrig på andre felter. Han var bl.a. med til at stifte Propagandaudvalget, som senere blev til Erhvervsudvalget. Borgerforeningen havde i mange år en repræsentant i dette udvalg, ligesom der på generalforsamlingerne var beretning fra dette udvalg.

Også Husholdningsskolen (nu StruerSkolen) var Graugaard en af initiativtagerne til.